Motorsport er et interessant fotografisk område fordi det stiller krav til kameratype og indstillinger og at kroppen er i ro under bevægelse. Ud over at være i lære som reklamefotograf kom læretiden også til at indeholde motorsportsfotografi med de særlige omstændigheder der gør sig gældende her for at få det gode billede klæbet til chippen. Det var weekendbesøg på Jyllandsringen på indersiden oftest lige bag autoværnet i kurven forenden af langsiden med bilerne ganske tæt på. Sikkerheden den gang var ret begrænset i forhold til hvad man ser i dag på Le Mans eller Formel 1. På disse baner er en af de store udfordringer de mange øvrige tilskuere og de høje hegn. de høje placeringer, hvor man kan fotografere hen over hegnet er tæt besat af så mange der vil have billeder i kassen. 

Jeg ser mange motorsportsbilleder, der er taget med en alt for hurtig lukkertid, således at hjulene er frosset og der ingen bevægelsesuskarphed er i billedet. Bileerne ser parkerede ud. På Le Mans f.eks. hvor hastigheden når op ca. 340 km/t. kan man selvfølgelig bruge kortere lukkertid end hvis hastigheden kun er 80 km/t. Man kan ikke tage gode motorsportsbilleder vha. kameraets autoindstilling. Stil den rigtige lukkertid mellem f.eks. 1/30 - 1/160 sek. alt efter bilernes hastighed. Billedet af 2CV´en fra Ring Djursland medio 70´erne er formentlig taget med 1/30 sekund. Stærkt kører sådan en 2CV jo ikke. Brug kontinuerlig autofokus hvis den er hurtig nok ellers brug manuel fokus og lås fokus på den linje som bilerne følger. Jeg har sat hvidbalancen på mine kameraer på 5600 kelvin. Det giver et godt grundlag at arbejde videre med billedet. 

Ønsker man at følge en bestemt bil, tager man dens omgangstider. 10 - 15 sekunder før bilen kommer forbi, gør man sig klar. Kameraet til øjet, kroppen i balance med spredte ben og få tyngde i placeringen. Hvis man som jeg kan bruge højre øje i kameraet og venstre øje til at holde øje mere bredt, er man godt stillet. Når bilen er i søgeren starter panoreringen. Et stykke inde i panoreringen starter optagelserne. Efter endt optagelse forsætter panoreringen et stykke tid. Dette for at sikre optimale billeder

Thorlund Fotografi

Copyright © Alle rettigheder forbeholdes Thorlund Fotoografi


Bemærk at alle billederne på disse sider er sat ned i størrelse til mellem 1/3 og 1/6 af den originale størrelse. Af samme årsag kan billederne heller ikke opskaleres. Under "Motorsport" findes 4 billeder, som er udsnit af de originaler billedfiler. Har du et ønske om at se billederne i original størrelse kan du skrive eller ringe til mig. Mail: karsten@thorlund.org